https://dankristensen.com

Skolen

Navnet ”Folkeskolen” er ikke tilfældigt, den er netop hele folkets skole. Det betyder også, at den er for alle, uanset hvilke specielle behov man har. Vi skal undgå sparerunder på skoleområdet, hverken børn eller forældre skal føle, de lades i stikken på grund af kommunens dårlige økonomi, og det gælder både på almen- og specialområdet.

At investere i børnene er at investere i Danmarks fremtid. En god skole er dog ikke kun et spørgsmål om flere penge.

I et godt skoleforløb er der 3 parter. Skolen, børnene og forældrene. Det bliver kun rigtig godt, når alle 3 parter spiller godt sammen. Skolens dygtige personale skal mødes af veludhvilede og velforberedte elever, der er indstillet på at tage del i det fællesskab, en skole er. Skolerne skal være præget af høj faglighed – men det skal også være et sted, hvor man af respekt for hinanden kan have ro i klasserne. Mange børn og voksne for den sags skyld arbejder ikke godt i et miljø med uro og afbrydelser. Vi skal sikre os, at alle ledere og lærere er klædt optimalt på til at håndtere uro i klasserne og i samarbejde med forældre minimere problemet.

Aalborg Kommune har allerede et godt skolesystem suppleret med mange gode tilbud i Ung Aalborg. Hvis kommunen prioriterer skoleområdet højt, og vi samtidig fokuserer endnu mere på samarbejdet mellem skolen, børnene og os forældre, så kan det kun blive endnu bedre.

Discover more from Dan Kristensen

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading